M. Christiansen Wednesday
martinmch.com April 7, 2021
Jomsborg Skipperhistorier af C. Sørensen

Nogle uddrag fra bogen.

En russisk Havnearbejder tjener meget, efter russiske forhold i alt fald, men han kommer ikke sovende til sin løn. Han slider for den som en hest og gør spetakel for to. Der konstrueres mærkelige, primitve hejseapparater om bord på skibene, spillene rasler, kurvene hejses op, og deres indhold styrtes ned i lægterne, der ligger fortøjet ved skibssiden. Og medens dagen går, graver arbejderne sig dybere og dybere ned i lasten. Når man ser derned, fyldes man af undren, fordi de mennesker er så ganske ens dernede, der er næsten ingen forskel på dem, tilsyneladende ikke engang alder. Det er allesammen glade børn, der sveder i arbejdsiver og arbejdslyst. Arbejdet udjævner forskellen mand og mand imellem, arbejdet gør gammel, som det gør ungt.

Arbejdet synger op af skibene, højt op over havnen, vidt ud over fjorden, arbejdet er livet, synger det, arbejdet er tiden, er dagen. Når mennesket ikke længere duer til at arbejde, duer det heller ikke længere til at leve. Det er det der synger op af de mange skibe, og det er derfor, de hænger så voldsomt i, de gamle. De kan arbejde. Arbejdet er deres pligt og deres ret, og derfor er de glade, derfor er de børn.

Ved middagstid standser arbejdet, og der falder for en stund en smule fred over havnen, mens arbejderne spiser deres medbragte mad, en klump sort brød med salt til, og måske en agurk eller et æble. Derpå går det løs på vandposten, de er lige ved at splitte den ad for at komme til. Det er let at se, at de folk ikke til daglig brug er vant til en delikatesse so mrent vand.

Når maden er spist, smider de sig ned, der hvor de tilfældigvis står, og falder i søvn med det samme, eller de sætter sig først til rette i kulbunken med ryggen opad skibssiden, skraber en smule tobakssnus sammen i et hjørne af lommen, dersom de har nogen lomme. Så ruller de sig en cigaret ved hjælp af en tilfældig stump papir og damper løs, til tobakken og papiret er røget, og de synker hen i søvn som de andre.

De ligger spredt dernede i lasten mellem hinanden i de forunderligste stillinger, nogle på ryggen, andre på maven eller på siden. Snavsede, pjaltede og lasede ligger de der i det sorte kul som en samling døde, der er hevet derned tilfældigt. For de sover sundt og naturligt trods de underlige stillinger, de er faldet om i. De plage sikke af urolige drømme, de slår ikke om sig i søvne, de har ikke bange anelser. De sover, til de vågner op ved at få en kurv i hovedet oppe fra lugen, så springer de op og er vågne og spillevende med det samme.

Og den døde kulbunke bliver med et eneste slag levende, spillene hvirvler rundt og kullene buldrer og ramler, og atter løfter arbejdets sang sig op af de hundrede skibe og stiger som en offerrøg mod himlen.

Således går dagen. Når klokken er seks, dør larmen hen, skibene forlades, prammene fyldes og ror mod land. Derinde samles arbejderne i en lang række, der langsomt og tålmodigt defilerer forbi et slags lysthus, der er rejst midt på pladsen, og fra hvilket en formand udbetaler hver enkelt arbejder hans dagløn ned i de åbne hænder der strækkes op imod ham, eftersom rækken passerer forbi.

og hver går til det tehus, hvor han nyder sit tarvelige aftensmåltid til en kop te senere på aftenen at gå til ro på en art inddelt bord, et slags system af åbne skuffer eller lave kasser uden låg. Og her sover de uden at komme af klæderne og uden sengetøj, som de går og står, side om side på det nøgne træ med en snavset pude under hovedet.

Thi det er således, at disse arbejdere, der om sommeren udgør en trediedel af havnebyens befolkning, ikke har andet hjem for sommeren end tehuset og denne skuffe. De hører nemlig ikke til her, men i landsbyerne inde i landet. De kommer hvert forår, når isen bryder op, og havnen åbnes for trafikken, og de rejser atter bort, når kulden stivner søen og standser skibene.

En sådan russik havneknejpe er noget af tristeste og sørgmodigste, man kan se, men til gengæld noget af det livligste, man kan høre. Der er lavt til loftet derinde, og alt er gråt og sort af damp og snavs, tobaksrøg og lampesod. Men der er fire oplkivende og hyggende ting derinde. Den hæse gramofon, den varme te, og den osende lampe og den glade arbejder.

Thi den russiske arbejder er glad, hvorfor skulde han ikke være glad. Han er jo ung, han ved i alt fald ikke hvor gammel han er, og bekmrer sig ikke om det. Og ude i havnen ligger kulskibene og venter, venter på ham, til det atter bliver dag, da skal han arbejde og hyle og skrige som før.

Men i aften er han sin egen herre, og han nyder det og hviler godt, fordi han er træt af arbejdet og ikke ængster sig for fremtiden.

Og i morgen er han jo atter et menneske, der skal tage sit tag i livets hjul, og som ikke bekymrer sig om, at han ikke kan se hvor hjulet rullet hen. Hvad kommer det ham ved, hvem kommer det ved, og hvem kan vel se det. Bare det at få lov til at tage sit tag med og hyle i koret, det er livet. Og udenfor det ligger døden og lurer på os alle.

[…]

Ud over det lave, sværtede rum, hvor snakken går levende og ubehersket, lyder gramofonens rædselshyl. Det lyder ikke kønt, men der er ingen, der standser den, det er jo dens arbejde. Og så minder det ikke så lidt om dagens store hyl derude på havnen.

Den russiske arbejder bliver behandlet som et dyr, og han er måske heller ikke stort andet end et dyr.

Men han er lykkelig. For han er en ung mand, som hans land er et ungt land.

(s 48-51)

Det følgende handler om en kvinde, der tør lade sin datter servere mad og øl for sømænd, der lige er kommet i havn.

Mennesket skaber mange værdier, men den største af alle værdier skaber det gennem opdragelsen, thi igennem denne lader det sin klogskab gå i arv og fordobler sin styrke i sine børn. At kunne stå der og stole urokkelig, urykkelig på datteren. Det var en styrke, der bar langt op over den gamle kvinde, og som løftede hende op i Jitsjevos beundring.

Hvilken værdi kan måle sig med den, at et menneske kan forme et andet menneske således, at det stoler fuldt ud på det, stoler på det mere end på sig selv. Større værdi gives ikke og kan ikke skabes.

(s. 74)

Andre passager

Dampernes høje skrog (s. 79)

Nitsjevo stod ved siden (s. 77)

Maskinen (s. 97 - 103)

Hovmester nikkede (s. 169)